Det sker Madnyheder

NYHED: Arentsminde Cafeteria genåbner

foto: google

Der skal liv i Arentsminde Cafeteria igen, det har Kit Spaun Olesen besluttet sig for. “Jeg er opvokset her i området, og det mangler altså. Der skal være et sted i nærheden, hvor vi kan få stegt flæsk og persillesovs og dagens middag!”. Der er derfor sat en større renovering i værk, malerspandene er blevet åbnet, og de nye gulve er bestilt – For Kit vil tilbage til den gamle hyggelige bondestuestil.

Vi kan godt begynde at glæde os, for allerede i start september er planen at Arentsminde Cafeteria igen har åbne døre hver dag og inviterer på god gammeldags dansk mad. “Jeg kommer fra en familie med en masse selvstændige, men har ikke selv kastet mig ud i det før. Jeg har 14 års erfaring i hjemmeplejen, og jeg elsker at møde mennesker og at være et socialt væsen, derfor var dette en nem beslutning”.

Kit har allerede lagt planerne for projektet, og satser på at skulle ansætte en 4 stykker udover sig selv, og søger derfor en rigtig god gammeldags kogekone. “Jeg kan selvfølgelig godt lave mad, men vi skal altså have én der virkelig ved hvordan man rører i gryderne på den helt rigtige måde, og giver retterne ægte hjemmelavet kærlighed”!

“Vi skal have lidt liv i byen igen, og lokallivet er noget som ligger os meget på sinde – vi skal både støtte op om det, og være en stor bidragsyder. Hvis ikke vi handler hos Købmanden i Halvrimmen eller Brugsen i Birkelse, så ved vi ikke hvor længe vi får lov til, at beholde så skønne steder i de små lokalsamfund!” fortæller Kit.

Når Arentminde igen åbner for offentligheden, så bliver det med den svenske farve det havde før i tiden. Der bliver serveret dagens middag hver dag. Stegt flæsk med persillesovs en gang om ugen, og så skal det være sådan, at lastbilchaufføren kan holde ind på p-pladsen, og komme ind og få en kop kaffe og en ostemad, præcis som i gamle dage.

Selskabslokalerne får også en kærlig hånd, samt at der nu bliver mulighed for at bestille maden til festen direkte i huset. Derudover åbner grillen også op igen, og køkkenet vil også kunne servicere den lokale firmafest med 20 stykker smørrebrød og meget mere.

Der kommer en ny hjemmeside og Facebookside til Cafeteriet inden længe, indtil da vil vi følge Kit og projektet nøje her på GO!Jammerbugt – og vi glæder os!

Om forfatteren

Avatar

Kristina Kjærgaard Hansen

Journalist, som elsker at skrive om alt der omhandler mad og kultur. Født og opvokset i Flegum, Jammerbugt - men har boet i Aalborg de sidste 11 år. "Jammerbugt vokser på mig, for hver gang jeg kommer hjem og besøger mine forældre, jeg synes området bliver smukkere og smukkere, og jeg vil altid føle mig hjemme her".

1 kommentar

Klik her for at poste en kommentar

  • Jeg håber virkeligt, at det kommer til, at kører rundt den her gang.
    De seneste mange år, har der været mange, det har prøvet, men uden held. Kig op til Brovst by, så mange butikker der åbner, men også lukker hurtigt igen.
    Hvis ikke vi som samfundsborgere, handler i vores små butikker/støtter cafeterier m.m
    Så får vi desværre en gennemgangs by. Dette vil være synd for Jammerbugt.
    Det glæder mig, når der er nye/gamle forretninger som åbner/genåbner
    Jeg håber du får succes med det kit.
    Tillykke 😊