Natur Vandreruter

Guide til de mange vandreruter i Jammerbugt

foto: Spor.dk

Der er næsten ikke noget bedre end at få en masse kilometer i fødderne henover weekenden, kombineret med en god madpakke og en heftig portion frisk luft. Vi har derfor samlet en lille oversigt over nogle af de skønneste vandreruter i kommunen ved hjælp af hjemmesiden Spor.dk. Tip os endelig, hvis der er nogen vi mangler.

Svinkløv
Udgår fra p-pladsen ved Svinkøv Badehotel. Ruten følger overkanten af kystskrænten til Svinklovene og tilbage på det flade forland langs kysten. Turen byder på mange flotte udsigter. Hvis du benytter trappen ved Svinkløv Camping, kan turen afkortes til 1,5 km. Ruten er afmærket. Ruten er på 4,5 km. 

Kollerup Syd
Ruten er en TRIM-rute der udgår fra P-pladsen ved Kollerup Klitvej. Du kan vælge en kort udgave på 1,4 km eller du kan udvide ruten ved at slå ind over oplevelsesstien. Herved bliver den samlede længde 6,4 km. Ruten er afmærket. 

Kollerup Nord
Udgår fra P-pladsen på Søbakke. Ruten går dels oven på, dels under den gamle kystskrænt. Undervejs passerer du de to jættestuer. Ruterne er afmærket og er på 1,6 – 3,5 – eller 5,4 km. 

Sporet i Aalegaard Skov
Spor i Landskabet er trampestier, der over hele landet giver adgang til områder, som ellers ikke er tilgængelige for offentligheden. Gå ind på hjemmesiden www.spor.dk for at finde mere information om sporet. Der kan du downloade den gældende folder, som også findes i folderkassen ved sporets start. God tur!

Fosdalen 
Udgår fra P-pladsen på Hjortdalvej. Ruten går gennem den centrale del af plantagen med meget produktiv skov og passerer undervejs hederne på begge sider af Lilledal samt på Korsbakken med de mange gravhøje. Fra Korsbakken følges en gammel hulvej ned til en birkemose, som har været urørt i mere end 60 år. På tilbagevejen bevæger man sig lige inden for det bøgebevoksede skovbryn.
Turen er 5,5 km lang.

Vandreruten Tranum – Fosdalen 
Ruten er en afvekslende rundtur på 11 km. Undervejs kommer ruten forbi Jammerbugtens højeste punkt, Bavnehøj 83,4 m.o.h., og igennem Fosdalen med Vor Frue Kilde. Vejen tilbage til Tranum går via overkanten af den gamle kystskrænt Lien, hvor udsigterne ligger i kø. Ruten går ned i Langdalen, som har givet navn til Langdal Plantage. Langdalen er smal, dyb og intim. Ruten er skiltet i begge retninger. så det er ikke nødvendig at have et kort med rundt. Der er opsat kortborde langs ruten ved genvejene. Ruten forløber overvejende på naturstier. Beregn 3-4 timer til turen. Tranum-Fosdal er en del af Hærvejens Perler, som er vandrerundture i tilknytning til Hærvejen på særligt naturskønne områder. 

Tranum Klitplantage – Hjertestien 
Hjertesti etableret sammen med Tranum Klit Camping, hvor der også er parkeringsplads. Ruten er Afmærket og egnet for gangbesværede, barnevogne og kørestolsegnet. Ruten er på 2,5 km. 

Tranum Klitplantage – Overklitten sø
Ruten går forbi et fugletårn ved Overklitten sø. Der er parkeringsplads ved Rødhusvej. Ruten er afmærket og på 3,3 km. 

Tranum Klitplantage ‘Spor i landskabet’
Der er parkeringsplads i Rødhus på Rødhusklitvej, Rødhusmindevej og ved Rødhusvej. Ruten er afmærket og på 6 km. 

Blokhus Klitplantage 
Den blå vandrerute udgår fra – og kommer tilbage til – aktivitetspladsen. Ruten er 5,7 kilometer lang og strækker sig mod vest og sydvest. Den østlige del af turen går ad “Brændevinsstien” gennem fladt landskab bag klitterne. Her er mest nåletræer af forskellig alder. Du kommer forbi de to skovsøer, Nørre Sø og Søndre Sø. Nørre Sø byder på både borde og bænke og en skøn udsigt, mens Søndre Sø er tilgroet og mest giver fornemmelsen af sø fra tidligere tider. Den vestlige del af den blå vandrerute går i skovkanten parallelt med kysten. Du kan nemt slå et smut ud til stranden og tage en dukkert. Ellers er denne del af stien rundet af småklitter og små, lave bjergfyr, der aldrig har haft kræfter til at vokse sig store og stærke, selvom de for nogles vedkommende har stået her i 100 år. Det skyldes, at disse bjergfyr har stået ubeskyttet længst mod vest og konstant skullet holde stand mod vinden fra vest og den salte havluft. På vejen tilbage mod aktivitetspladsen går turen langs sommerhusområder i Blokhus Klitplantage. 

Gråsten March 
Turen starter i Sdr. Saltum og går forbi Skæg Jerriks gravhøj og ud af Rendbækvej og følger gråstenvej ud til møllerne og videre til hovedvej 11, turen går derefter nordpå mod Østrup Bakke og drejer ud af Bonkenvej retur til Sdr. Saltum hvor man kommer forbi byens legeplads “Fællestoft”. Turen er egnet for barnevogne. 

Fårup Klit – Sti 100 
Sydfra starter Sti 100 i Gateway Blokhus og går nordpå gennem Kirkesande, som ligger mellem Hune og Blokhus. Længere nordpå starter Sti 100 igen ved Bredbjergvej, og hvis man fortsætter nordpå ender man ved P. Ejerstedgaardsvej i Lille Norge. Langs med ruten er der mulighed for forskellige aktiviteter, f.eks. intervalløb, kastebane, klatrebane og øvelser for mave/ryg. Ruten er afmærket og er på 4,3 km.

Om forfatteren

Avatar

Kristina Kjærgaard Hansen

Journalist, som elsker at skrive om alt der omhandler mad og kultur. Født og opvokset i Flegum, Jammerbugt - men har boet i Aalborg de sidste 11 år. "Jammerbugt vokser på mig, for hver gang jeg kommer hjem og besøger mine forældre, jeg synes området bliver smukkere og smukkere, og jeg vil altid føle mig hjemme her".

Skriv kommentar

Klik her for at poste en kommentar