Kultur Oplevelser

Film i biffen: Beatles humor og midsommer gys

GO!Jammerbugt

Øv hvor det regner tænker man ofte på en dag som i dag, men ovenpå den sidste uges hedebølge kommer regnen vist ret belejligt for de fleste. Så er der også mulighed for at gå en tur i biffen med god samvittighed, for der går altså et par rigtig gode film i Fjerritslev og Pandrup i denne uge.

Yesterday – Fjerritslev Kino
I filmen ”Yesterday” forestiller instruktøren Danny Boyle og manuskriptforfatteren Richard Curtis sig en verden, hvor The Beatles ikke har eksisteret. Himesh Patel forestiller sig, at han er den håbefulde sanger, der som den eneste alligevel kan huske alle deres sange. Til det får han hjælp fra sine venner; Lily James, Kate McKinnon og Joel Fry. Nå ja, og så har den romantiske komedie selvfølgelig et soundtrack med nogle ret kendte sange.

Resumé: I går kendte alle The Beatles. I dag er det kun Jack, der kan huske deres sange, og som i kraft af denne sangskat nu begiver sig ud på en lang og snirklet vej mod sit livs kærlighed. Jack er en håbefuld sanger og sangskriver i en lille engelsk kystby, hvis drømme om berømmelse er på hastig retur på trods af ukuelig støtte fra hans barndoms bedste ven, Ellie. Og så – efter en busulykke under en mystisk, verdensomspændende blackout – vågner Jack og opdager, at The Beatles aldrig har eksisteret, og det vil give ham en verden af muligheder og en masse problemer. Med en smule hjælp fra sin amerikanske agent, Debra, og sin søde, men vildt upålidelige roadie, Rocky, eksploderer Jacks berømmelse fra den ene dag til den anden.

Bestil billet lige her: Fjerritslev Kino

Midsommar – Pandrup Kino
Gyserfilmen ’Midsommar’ følger et amerikansk par og deres venner, som rejser til det idylliske Sverige for at fejre årets længste dag, nemlig Midsommar – deres svar på Sankt Hans-aften.

Astrid Lindgrens hjemland forbliver naturligvis ikke idyllisk, da der snart kommer både rendyrket ondskab og okkult mysticisme på banen, mens alt udspiller sig i gysende dagslys.

Instruktøren Ari Aster står bag filmen, der også stod bag den kritikerroste debutfilm Hereditary fra 2018. Ari Aster har tilsyneladende igen skabt en yderst seværdig gyserfilm, da de internationale anmeldere har udråbt ’Midsommar’ til et gysermesterværk.

Resumé: Dani en ung kvinde, der kæmper med sine forældres død, rejser med sin kæreste og hans venner til Sverige. De har lejet en afsidesliggende hytte i en by med særlige midsommer traditioner. Det, der begynder som en afslappende sommerferie i det soloplyste Sverige tager hurtigt en mørk drejning, da landsbyboerne inviterer deres gæster til at deltage i festlighederne, som tager det svenske paradis i en mere og mere foruroligende retning.

Bestil billet lige her: Pandrup Kino

Om forfatteren

Avatar

Kristina Kjærgaard Hansen

Journalist, som elsker at skrive om alt der omhandler mad og kultur. Født og opvokset i Flegum, Jammerbugt - men har boet i Aalborg de sidste 11 år. "Jammerbugt vokser på mig, for hver gang jeg kommer hjem og besøger mine forældre, jeg synes området bliver smukkere og smukkere, og jeg vil altid føle mig hjemme her".

Skriv kommentar

Klik her for at poste en kommentar